At samle eller ikke at samle - hvornår bliver en passion til en besættelse?

Det starter ofte ganske uskyldigt. En samlerfigur, en fed film i en cool udgave, en håndfuld spil eller et par LEGO-sæt. Men pludselig vågner man op og indser, at stuen minder mere om et nørdet museum eller en spilbutik end et hjem.

Hylderne bugner, og man begynder at spekulere: Er det her passion eller en regulær besættelse? Hvorfor samler jeg, og er det tingene i sig selv eller jagten på dem, der tiltrækker? At samle på fysiske medier, spil og gadgets - gerne de ældre af slagsen - er noget, som mange i nørdekulturen har prøvet eller stadig gør.

Er det at samle virkelig en sund hobby, eller er det mest bare en nostalgisk besættelse?

Ofte handler det om meget mere end bare plastik og papir. Det handler om minder, identitet og glæden ved at eje de ting, man drømte om som barn, men som man først nu har råd til. Små tidskapsler, der kilder sjælen. Men samtidig lever vi i en tid, hvor næsten alt er tilgængeligt digitalt med et enkelt klik. Er samleriet en sund hobby, eller forsøger vi bare at genfinde en simplere og mere bekymringsfri tid?

Hvordan er dit forhold til samleri i dag? Køber du stadig nørdede ting? Har din adfærd ændret sig, eller har du ligefrem solgt ud af dine gamle øjesten? Redaktionen reflekterer her over deres eget nørde-forbrug.

Dele af redaktionen samler fortsat på fysiske spil og andet grej.

Jonas Mäki om sit samleri:

Jeg har i princippet stadig hele min gamle samling. Jeg samlede på stort set alt frem til omkring 2010, hvor jeg langsomt begyndte at gå over til det digitale. Da jeg nærmer mig de 50 år, betyder det stadig årtiers samleri. Jeg har solgt ud af noget (primært Saturn, af uklare årsager, hvilket jeg fortryder), men resten er her endnu. Jeg overvejer dog en kraftig "downsizing" for at begynde at samle mere fokuseret igen. Her lokker Mega Drive, da der kommer mange nye spil, og jeg ikke fik spillet Segas trotjæner så meget i sin tid.

I dag køber jeg gerne spil fysisk for lettere at kunne låne dem ud eller sælge dem videre, når jeg er færdig. Hvis man slår til ved premierer, kan man ofte få mere for spillene ved videresalg, end man gav i butikken. Jeg tænker tit på det, når folk siger, at gaming er en dyr hobby. Ofte betaler jeg mindre for et helt nyt spil, som jeg sælger efter en måned, end hvad en biografbillet ville have kostet.

I dag køber jeg gerne spil fysisk for lettere at kunne låne dem ud eller sælge dem videre. Ofte betaler jeg mindre for et helt nyt spil, end hvad en biografbillet ville have kostet.

Conny Andersson om sit samleri:

Hvis der findes et spektrum for samleri, ligger jeg definitivt i den ende, hvor man har alt for meget. Jeg har endda skrevet en artikel om det: Min spilsamling - og det, der vises der, er kun en lille brøkdel af, hvad jeg faktisk har herhjemme.

Ja, jeg burde rydde op. Men alle spillene, filmene, figurerne og LEGO-sættene gør mig glad. Der er egentlig kun én ting, der irriterer mig: Jeg burde bo større. Have flere rum og mere plads. Som det er nu, optager det plads, hvor jeg egentlig ikke vil have det stående. Men jeg er stolt af ordenssansen; alt står pænt på hylderne, har sin plads og intet ligger og flyder. Selv chefredaktør Marcus har givet sin officielle godkendelse af, at det "faktisk ser helt okay ud".

Mit samleri består primært af fysiske spil og LEGO. Hvor mine kolleger ser spil som noget, man gennemfører og sælger, ender jeg med at beholde alt. Jeg vil ikke påstå, at jeg har en "stor" samling - alt er relativt - men det fylder da en del hylder. Jeg fortryder måske lidt, at mit samleri ikke er så fokuseret, men jeg har dog nogle "center pieces", som min store samling af Game Boy-konsoller.

Kort sagt er jeg en blanding af passion og besættelse. En samler, der burde sælge ud, men som også er glad for alt det, han har.

Den tid hvor man af princip altid gik ind i en GameStop, hvis man vandrede forbi en.

Joel Pettersson om sit samleri:

I modsætning til mine dårlige hoarder-kolleger ejer jeg ikke mere end en håndfuld fysiske spil. Jeg ved knap nok, hvor de ligger, da min kone har en tendens til at møblere om hele tiden. Men ét sted, hvor hun ikke kan røre mine ting, er på min Steam-konto. Jeg ved ikke, hvor mange spil jeg har akkumuleret der, men de er i det mindste i sikkerhed, indtil Valve beslutter at lukke serverne. Det samme gælder mine Xbox-spil, som udelukkende er digitale.

Jeg har ingen interesse i at samle på ting. Det fylder for meget, og pludselig mister jeg interessen, hvorefter tingene bare står og samler støv, indtil de ryger til salg på Marketplace. Nej tak - gudskelov for digitale samlinger.

Gamle spil rører jeg ikke. Jeg beholder hellere minderne om dem og starter noget nyt i stedet. Sådan er jeg.

Jeg må dog indrømme, at jeg er lidt misundelig på dem, der samler. Men jeg ved, at det ikke er noget for mig. Det er dog dejligt at se på andres ting og deres passion for gamle spil, selvom det ikke rigtig interesserer mig. "Gamle spil" rører jeg ikke; jeg beholder minderne og starter noget nyt i stedet.

Patrik Severin om sit samleri:

Jeg elskede plastiksoldater og små køretøjer. Jeg havde hele hære af grønne, blå og beige tropper, samt metalfartøjer i alle former. Noget havde jeg arvet fra min farfar, andet havde jeg selv købt. Jeg var egentlig ikke den store samler, men jeg kunne lide at bygge små arméer. Det var billigere at bygge videre på det som hobby fremfor at starte på Warhammer helt fra bunden.

Hvis vi manglede en slagmark, gravede vi bare skyttegrave i en have. Det var sjovt at visualisere det hele, og i dag kan man gøre det samme i digitale strategispil uden at skulle stille fysiske figurer op.

I de digitale spil var det lettere at finde modstandere på internettet. De fleste i mit område spillede 40K eller Warhammer Fantasy, og mine venner flyttede eller fik travlt på gymnasiet. Derfor opgav jeg plastiksoldaterne til fordel for computer- og konsolspil. Jeg er ikke den store samler af fysiske ting, men jeg elsker at analysere spil og forstå teknikken bag. I dag ved jeg ikke, hvor soldaterne er - de er sikkert smidt ud, selvom de i dag ville være lidt penge værd.

Jeg samler heller ikke i spillene; jeg jagter aldrig achievements og skipper collectibles. Den eneste undtagelse er Arkham-trilogien, fordi The Riddler er vævet så godt ind i historien. Ellers imponeres jeg bare over andres vilde samlinger og det engagement, de lægger i det.

Digitale samlinger er måske helt lige så sjove at se på, men man behøver ikke at opgive en masse fysisk plads i hjemmet...

Marie Liljegren om sit samleri:

Når jeg tænker på mit gamle jeg, ser jeg lidt af en hoarder. Jeg var ekstremt nostalgisk og samlede på alt fra sten fundet på stranden til biografbilletter. Som om jeg uden disse ting ville glemme alt det sjove, jeg havde oplevet. Noget ændrede sig dog ved min skilsmisse. Udover at komme af med en mand, fik jeg også skilt mig af med mange ejendele, som pludselig føltes unødvendige. Jeg har altid elsket film og havde banankasser fulde af DVD'er og Blu-rays - nok til at starte min egen videoudlejning.

70 procent af det gav jeg væk, da jeg flyttede. Jeg samlede også på CD'er og vinyl, som jeg også har solgt ud af, med undtagelse af de vigtigste perler. Jeg har dog stadig mine gamle NES- og SNES-spil i fine plastbokse - de er hellige.

Mine gamle konsoller får også lov at blive, da de betyder meget for mig. Den samling, jeg holder mest af i dag, er min Fallout-samling, som startede med en Pip-Boy og siden voksede til alt fra madkasser til kaffe. Men jeg prøver at undgå at blive manisk igen. Ting tynger en ned, og det var en lettelse at skille sig af med meget af det. Samleri er nostalgi og en måde at holde fast i minder på, men minderne ligger ikke i tingene selv.

Fredrik Malmquist om sit samleri:

Før i tiden havde jeg store samlinger af fysiske medier som Blu-ray, 4K Blu-ray og spil. Under studietiden spillede jeg også Magic: The Gathering. Begge dele er nu solgt. Magic røg først, da jeg ikke længere havde tid til at holde mig opdateret. Filmene røg for et par år siden, da jeg indså, at jeg primært streamer eller går i biografen. Jeg savner stadig kortene mere end filmene. Med spil er jeg blevet bevidst om, at jeg sjældent spiller dem igen, når de er gennemført, så hvorfor gemme dem?

Da jeg ved, jeg har et samler-gen, har jeg lært at kurere mine samlinger, så de ikke vokser sig for store. Lige nu samler jeg kun på LEGO og sneakers. Hvert år gennemgår jeg samlingen for at se, hvad der er værd at gemme, og sidste år solgte jeg faktisk mere, end jeg købte. Jeg føler, jeg har et sundere forhold til det nu.

Der findes også nogle der elsker Collector's Editions.

Kenny Nordgren om sit samleri:

Jeg er en samler af rang, især når det kommer til film. Det startede i VHS-æraen omkring 1996. I en periode købte jeg alt billigt, jeg kunne finde - kvantitet over kvalitet. Under studietiden i 2011-2013 mistede jeg interessen, hvilket er ironisk, da jeg studerede filmvidenskab.

Da jeg flyttede hjem igen, røg filmene i kasser. Jeg smed endda mine gamle VHS-bånd ud, hvilket jeg fortryder i dag. Da jeg mødte min kone, solgte jeg ud af samlingen og fik faktisk nok penge til at købe en sofa til 10.000 kroner. Men kort efter begyndte jeg at købe dyre Arrow-udgaver af gyserfilm. Jeg besluttede, at hvis jeg skulle samle igen, skulle det være nøje udvalgte film i flotte udgaver.

Jeg har i dag en meget federe samling end tidligere. Om jeg har lige så mange? Det ved jeg ikke, men det er betydeligt bedre film.

Jeg fortrød, at jeg havde solgt de gamle film, men i dag har jeg en samling af langt højere kvalitet. Jeg har mit eget "mancave" i lejligheden, hvor jeg også bygger LEGO. Hvorfor sælge, når jeg har plads? Min kone mener, jeg samler på køkkenudstyr, men de ting har jo alle en funktion! Bundlinjen er: Jeg samler på film. Punktum. At jeg så er lidt materialistisk, er en anden sag.

I visse tilfælde går det helt galt...

Martin Carlsson om sit samleri:

Jeg er en slags halvblod, der hoarder både fysisk og digitalt - især spil. Film gav jeg op for længe siden, selvom jeg har en del på Blu-ray. Spil er et tveægget sværd; jeg foretrækker fysisk, men i dag er fysiske spil sjældent komplette på disken og kræver downloads.

Ældre spil har derimod en charme. At kunne røre ved et gammelt Nintendo-spil eller en PS1-titel giver mening, fordi de var komplette fra starten. Der var ikke plads til fejl, da man ikke kunne patche tingene over nettet. Jeg er ikke decideret samler, men jeg køber gerne en gammel perle, hvis prisen er rigtig, for de fungerer stadig perfekt uden patches.

Jeg elsker ældre spil. De fungerer jo stadig i dag uden patches og hjælp.

Peter Westberg om sit samleri:

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange tusind kroner jeg har brugt på DVD og Blu-ray gennem årene. Rigtig mange. Og de er intet værd i dag.

Det har påvirket mit syn på spil. Jeg har aldrig været en hoarder som voksen. I dag køber jeg sjældent spil fra ny; jeg venter og køber brugt på Tradera. Jeg ser det nærmest som om, jeg lejer spillet. Jeg køber kun digitale udgaver, hvis der ikke findes andet (som Alan Wake 2).

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange tusind kroner jeg har brugt på DVD og Blu-ray gennem årene.

Jeg er en miljørigtig satan: Jeg køber et spil, gennemfører det og sælger det videre. På den måde er det ikke en dyr hobby. De eneste spil, jeg har beholdt af sentimentale årsager, er The Last of Us 1 og 2 til PS5, fordi det er mine favoritter.

De gamle klassikere kan jo vise sig at blive mange penge værd over tid.

Johan Mackegård om sit samleri:

Jeg vil ikke kalde mig samler. Jeg har nogle Magic- og Yu-Gi-Oh-kort og en del spil til GameCube og PS2, men jeg værdsætter tingene for deres individuelle egenskaber fremfor som del af en helhed.

De sidste tre år er jeg dog begyndt at spille rollespil (Dungeons & Dragons), og det har åbnet mine øjne for terninger. I stedet for plastik bruger jeg nu tunge metalterninger. For ikke at købe for mange har jeg lavet en regel: Hver karakter skal have sit eget unikke sæt, og jeg må kun købe nye, når en karakter dør, eller en ny kampagne starter. Det gør hver terning betydningsfuld. Lige nu spiller jeg en pirat-kaptajn og ruller med blodrøde metalterninger med kranier på.

Marcus Persson om sit samleri:

Jeg har været en samler af rang. Det startede i gymnasiet med den første Xbox og en besættelse af DVD-film. Jeg købte alt det billigste, bare for at få en stor samling. Det eskalerede til mangablade, CD-skibe fra Japan og senere SteelBooks og dyre 4K-importfilm. Jeg havde endda en periode med kassettebånd og retrowave samt en massiv vinylsamling.

Men for seks år siden stoppede det. Jeg indså, at jeg brugte mere tid på at samle end på at nyde tingene. Meget forblev i plastikken som dyre prydgenstande, og min opsparing led under det. Over to år solgte jeg det hele. I dag lever jeg minimalistisk; jeg har nogle brætspil og rollespilsbøger, men ellers er mit hjem næsten frit for samlerobjekter. Jeg har det mentalt bedre på den måde.

Hvordan ser dit samleri ud i dag, og hvordan har det ændret sig gennem årene?